Walhallas første døgn hos familien Jessen

Fredag den 17. juni 2005

I dag starter sommerferien for nogle, os fx. En glædelig begivenhed som vi altid har set frem til, men i år er det lidt anderledes, vi har jo fået katte. Der er mange måder at have kat på når man tager på ferie, og vi har spekuleret over hvad der ville være den bedste løsning for vores kære misser. Valget faldt på en kattepension som vi har fået anbefalet gennem min søster. Pensionen hedder Lille Druedals kattepension.

I dag den 17. juni blev de to løver så indfanget, proppet i transportkasser og fragtet til Jægerspris, meget mod deres vilje. På turen blev der jamret som kun katte kan gøre det, gravet i bunden af kasserne og bidt i tremmer. Det var med klump i halsen vi traskede over gårdspladsen da vi nåede frem. Tankerne kunne ikke rigtigt forliges med at de to banditter, som er vant til så megen frihed, skulle lukkes inde i tre uger. 

Frans tog imod og vi kom ind til buret, som Walhalla og Tjalfe skulle lære at betragte som deres hjem den kommende tid. Transportkasserne blev sat ind i buret og åbnet og så gik de ellers på opdagelse. Frans nævnte, at der normalt går et par dage inden de åbner burene, for at kattene kunne falde lidt til, inden de lukkes sammen med de andre katte. Vi fik en sludder om dette og hint og så tog Walhalla og Tjalfe ellers opstilling ved lågen. Så sagde Frans at vi da også kunne prøve at lukke dem ud med det samme og det gik over al forventning. Nu er de to ikke nogen der opsøger ballade når de er på "fremmed territorium", så de undersøgte på behørig vis faciliteterne og veg udenom når de kom for tæt på andre katte.

Det var med lettelse vi vendte snuden hjemad, der er ingen tvivl om at de to røvere vil få et godt ophold medens resten af familien er ude for at få en på opleveren.

/Martin

 

Tilbage